Om ArtCorner

"Livet er en rus, som bæres af vingernes sus"

V / Billedkunstner Annemette Møbjerg.


Jeg sprudler, når jeg maler, og jeg elsker at male! I mine abstrakte malerier, ses en fantasi forenet med virkeligheden og en utrolig forskellighed. Forskelligheden spænder fra de meget stærke farver til de overvejende dusede vand- og sandfarver, fra "vandbilleder" til svulmende kvindekroppe.
Jeg har tegnet og malet siden barndommen, har gået på malerkurser i Kuwait, måske derfor de "dusede" farver.
Jeg bor i Jyllinge, som er et dejligt pittoresk fiskermiljø, hvor jeg henter en del af min inspiration.
Kunsten har altid fyldt meget i mit liv og jeg har gennem årene beskæftiget mig meget med mange forskellige kunstarter, stenhugning, grafik, stofcollager og ler.
Min kreative nysgerrighed har jeg bl.a. fået udviklet på Kolding og Jægerspris seminarium, hvor jeg har deltaget i adskillige kunsthåndværkerkurser.
Min kærlighed er nu engang faldet på billedkunsten, som jeg har dyrket intensivt i ca.15 år, bl.a. ved at deltage på forskellige malerkurser og workshops rundt omkring i landet, bl.a. på Havartigården, hos Søren Hansen, hos Ulrik/Charlotte Hoff, Sanne Ronild, Anne Schütt , Statens museum for kunst og sidst på Maison de Art i syd Frankrig.

Jeg har udstillet mine værker og malerier i flere kunstforeninger, på forskellige museer, i gallerier/cafeer og virksomheder på Fyn og på Sjælland, for at nævne nogle få bl.a. Carlsberg, Københavns Lufthavn, AbnAmro Bank, Orion, Nordea og Sparekassen Sjælland, Gulddysse Kulturgaard, Udviklingsparken Greve, Jyllinge Fjord Museum.

Mine billeder har været udtaget på censurerede udstillinger og min samlede produktion består i dag af mere end 1000 værker.